Carsten Fun Jensen udtrykker det selv på den måde, at hans skulpturer udtrykker mere end sproget kan forklare. De er på en måde rene syns- og følelsesmæssige oplevelser, der så at sige rækker ud af selve sproget og ned i de inderste emotionelle indtryk, der dannes tidligt i livet. Hans skulpturer synes at træde ud af en abstrakt natur, vi både synes at kunne genkende, og som alligevel forsvinder lige før, man kan sætte navn og beskrivelse på tingene. Vi står overfor former, der snor, vrider og drejer sig, så det er en lyst og en glæde at prøve at føle liniernes spil i det blanke metal, der i sine fordybninger eller huller forvandles til oxyderende grønne og mørke felter, der som marker i vår stråler af begyndende liv.

Vi oplever at se elementer af kvinde skikkelser fra den ene side for så fra den anden at tro, at det må være tale om en ukendt trævækst.

Carsten Fun Jensen arbejder professionelt håndværksmæssigt og kunstnerisk med udtryk, der trækker på en fin og krævende arv fra først og fremmest Jean Arp og dernæst Henry Moore tilsat et lille stænk Dali eller Reinhoud som krydderi ind i mellem. Hans skulpturer er gennemarbejdede ned til den mindste detalje og med en finish, der gør at man slet ikke kan lade være med at lade fingrene kærligt glide over metallet eller den glatslebne stenmasse. At opleve Carsten Jensens skulpturer er derfor ikke kun en lystrejse for øjet, men i lige så høj grad en nydelse for følesansen.

Gang på gang betoner billedhuggeren Carsten Fun Jensen, at værktøjsmagerens optrænede sans for præcision er et vigtigt redskab for ham. Han kan simpelt hen nå længere frem imod, hvad han søger. Og han bruger sit håndværk som redskab, og det skaber ham glæde.

”Uden titel”, hedder adskillige af hans værker, der kan vendes og drejes, og som kalder på berøring. Kunstneren vil ikke binde os en historie på ærmet, der låser os fast, siger han, men afslører også sin optagethed af runde, buede og feminine former afbrudt af enkelte, lidt markerede kanter som farverige accenter. Mennesket optager ham, forstår man.

 

Rødgods 5

Carsten Fun Jensen (63) har fundet sit medie i bronze – i kvaliteten rødgods 5 – med hyppige afstikkere til granit og marmor. Bronzen tillader ham at kolorere sit værk med forskellige syrebehandlinger i varierende intensitet, mens granitten og marmoren i højere grad kan og skal tale for sig selv. Fælles for medierne er formsproget – når han da ikke føler sig kaldet til at ”skrive et læserbrev”, som han gør det med skulpturen af den lille dreng, der slæber en tung fodlænke efter sig: En protest mod overvejelserne om at nedsætte den kriminelle lavalder. Eller granitvæggen med en vandhane og en knoklet hånd, der holder om et krus: Protesten mod forureningen af vores grundvand.

Og der er de mere filosofiske statements: Fascinationen af ægget som symbolet på liv og dermed begyndelsen på livets veje og vildveje: Carpe diem! – grib dagen, livet, øjeblikket.

Der er også den fabulerende Carsten Fun Jensen: Historien om GoSamvit; en figur udviklet til Hatting Skole ved Horsens. Figuren skulle fortælle om dét at have god samvittighed. Det blev en 500 kilo tung troldagtig figur, der efter mange millioner års slumren kom ud af den kinesiske sten og efter mange kvaler ankom i Københavns Frihavn i 2002. På Hatting Skole blev han den, som skoleeleverne kunne snakke med om alt, en fælles ven med særlige evner.

 

Hovedærindet

Men det er hans non-figurative figurer, der er hans hovedærinde, og som igennem årene har begejstret blandt andre talrige modtagere af kunst-, kultur- og erhvervspriser; senest vinderne af erhvervs- og butiksprisen i forbindelse med Frederiksbergs erhvervskonference i efteråret og modtagerne af Håndværksrådets – nu SMVdanmarks – SMV-pris i maj i fjor.

Det begyndte med ler og papmaché, og han var formningslærerens yndlingselev, og han tog ekstra timer i metalsløjd. Som 18-årig solgte han sin første skulptur – det var hos en kammerat, der drev butik i Smallegade. Og lige den historie har den yderligere krølle, at anekdoten efter omtale i medierne for bare tre år siden afstedkom et opkald fra de mangeårige, glade ejere.

I sin tid som lærling hos Zeuthen & Aagaard – producenter af kontorudstyr så som spritduplikatorer med videre – slog han sig sammen med en ældre svend, der byggede skulpturer af fraskær fra stålplader. Det skete i frokostpauserne, der havde det med at blive så lange, at mester måtte slæbe ham tilbage til maskinerne.

 

Marinen og NKT

Efter udstået læretid fulgte en årrække, der må have været spændende for værktøjsmageren. Han aftjente sin værnepligt i marinen og arbejdede blandt andet med vedligeholdelse af Søværnets torpedobåde, og han var forbi Nordisk Kabel & Tråd, hvor han som ansat i højspændingslaboratoriets værksted fik lov at realisere ingeniørernes hittepåsomhed, og hvor han tog efteruddannelseskurser i svejsning og pladeudfoldning.

Men skulpturerne ville ikke slippe ham, og med udsigt til ét døgns arbejde med efterfølgende tre dages frihed til at lave kunst i søgte han ind til Brandvæsenet sidst i 1970’erne. Og selv når han var på vagt, havde han mulighed for at fordrive de ledige stunder med sin kunst. Han fik endog adgang til et værksted tæt på.

Igennem årene er det blevet til adskillige udstillinger i ind- og udland; ja, selv så langt væk som i Tokyo. I Danmark kan han opleves hos Bredgade Kunsthandel og hos Bella Art Gallery i Horsens – eller man kan komme forbi værkstedet på Sankt Knudsvej efter aftale.

 

Kollektivet

Som 60-årig var tiden inde til at gå på pension, mente han. Altså fra jobbet som brandmand – ikke som skulptør. Igennem de seneste 12 år har han haft værksted her på anden sal i et nedlagt elektricitetsværk – en industribygning fra dengang, rigtigt smedearbejde og kunstnériske håndværksdetaljer hørte med til ordentligt byggeri – i føde- og hjemkommunen Frederiksberg. Ejendommen rummer enkelte andre beboere, men ejes og drives af Frederiksbergs vej- og parkforvaltning. På andensalen har han skabt lidt af et kunstnerkollektiv, hvor han deler kvadratmeter med kunstnerne Adam A. Bengtsson, Rama King Nash, Jacob Herskind og Simon Fellah. Man har godt af at inspirere og udvikle hinanden, hvilket yderligere næres gennem fælles rejser, fælles udstillinger, fælles gøren og laden. Tilsammen udgør kunstnerne Verket. Herudover har han filialer andetsteds, herunder et værksted i forbindelse med sommerhuset i Sverige.

Et værk fødes med en model. De mindre skulpturer udføres i ler, de større i flamingo. Fra starten har han en idé om, hvor han vil hen, men skulpturen må godt være med til selv at bestemme. Modellerne sender han til bronzestøberen Storm Sørensen i Aalborg. Væsentligst benyttes sandstøbning som støbemetode; det vil sige: Modellen placeres i en kasse af to dele med sand for oven og sand for neden. Sandet oversprøjtes med en grafit, så den færdige støbeform kan klare de op imod 1.100 grader, som bronzen fordrer. Vel tilbage på Frederiksberg skal skulpturen nu metalfræses med sliberondeller og sandpapir i stadig finere kornstørrelse. Derpå følger en behandling med slibevoks og endnu en voks, der kan fremkalde materialets glans. I behandlingen kan indgå svovllever, en blanding af svovl og et alkalimetal. Alt efter blandingsforhold og tilsætning af vand – og alt efter antallet af behandlinger – skaber han fra gyldenbrune til sortbrune nuancer.

Flamingoen opfører sig selvsagt ikke så føjeligt som leret. Her bruges en eldreven kædesav til den første grove tilskæring, hvorpå syleskarpe bajonetknive skaber den endelige form.

Navnlig de store eller de materialemæssigt mest kostelige skulpturer støbes, så de er hule inden i – metoden kaldes cire perdue, fransk for ”tabt voks”. Voksen ”tabes”, for så vidt som den brænder væk i formen og dermed danner et hulrum til støbning af skulpturen. Forud for brændingen er modellen afstøbt i en siliconeform – nærmets en gummikappe – eller en våd gipsform.

Carsten Fun Jensen meldte sig for adskillige år siden ind i Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn – drevet af fascinationen af det gode håndværk og glæden ved at dele dette fællesskab med og omkring håndværket.

Håndværker eller kunstner?

Håndværker og kunstner.